Første projekt afsluttet med Plantorama

NRE Copenhagen A/S Trelleborggade 3 DK-2150 Nordhavn
25. marts 2021
Den danske havecenterkæde Plantorama og entreprenørvirksomheden NRE Group A/S har netop afsluttet deres første projekt med afleveringen af et nyt Plantorama havecenter i Hørsholm. Byggeriet er opført i totalentreprise af NRE Groups datterselskab NRE Copenhagen A/S.

Det nybyggede havecenter er 8.800 kvadratmeter med tilhørende parkeringspladser og udenomsarealer. Udover butiks- og lagerfaciliteter rummer centret også et nyt restaurantkoncept, kaffebar og et legeområde. Byggeriet er opført med energirigtige og bæredygtige løsninger såsom energibesparende belysning og solceller, ligesom også regnvand opsamles i vandtanke under jorden og genanvendes til vanding af blomster og planter.

Hos Plantorama har adm. direktør Peter Vang Christensen set frem til åbningen af den nye butik: ”Vi vil give vores kunder den bedste indkøbsoplevelse, og vi glæder os over, at det nu kan lade sig gøre i en butik, hvor både bæredygtighed og oplevelser er i højsædet. Vi er stolte af resultatet, som er opnået via et konstruktivt samarbejde med NRE.”

Hos NRE Copenhagen er der også glæde over samarbejdet med Plantorama. Virksomhedens adm. direktør Jacob Eiskjær Olesen siger: ”Den første aflevering til en ny samarbejdspartner er altid en milepæl. Vi er ydmyge over for den tillid, som Plantorama har vist os, og vi er i dag rigtig glade over at have afleveret et stort og flot havecenter til Plantorama.”

Plantorama i Hørsholm slår dørene op torsdag den 25. marts 2021. Restaurant-, café- og legeområdet holdes lukket pga. covid-19 restriktioner.

Billedtekst: Plantorama i Hørsholm er det første gennemførte projekt mellem NRE og Plantorama.
NRE Copenhagen A/S Trelleborggade 3 DK-2150 Nordhavn