Carolinelunden i Fredericia skyder op
NRE Denmark A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast
27. juni 2022
Det nye boligområde, Carolinelunden, i Kanalbyen i Fredericia begynder for alvor at tage form. Boligområdet er nemlig nu så langt, at NRE sammen med bygherre AP Ejendomme, har holdt rejsegilde for Carolinelunden, hvor der bliver opført 143 svanemærkede udlejningsboliger.
De 143 boliger er fordelt på 128 lejligheder, 10 rækkehuse og fem town houses i to etager. Lejlighederne opføres med stor variation i størrelserne fra 45-125 kvadratmeter. De mange boliger er fordelt på to byggefelter, som AP Ejendomme tidligere har købt af Kanalbyen, der er ejet af Realdania By & Byg og Fredericia Kommune.
NRE Denmark er totalentreprenør på projektet, og adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson er begejstret for det arbejde, som totalentreprenøren udfører i Fredericia.
- Vi tog første spadestik til Carolinelunden i august sidste år, og NRE leverer et solidt og flot stykke arbejde, der realiserer vores mange tanker for området på allerbedste vis. Med rejsegildet ser vi nu frem til færdiggørelsen af projektet og ikke mindst et fortsat godt samarbejde med NRE, fortæller Peter Olsson.
Peter Olsson, er yderst tilfreds med, at der nu er blevet holdt rejsegilde for Fredericia-boligerne.
- Carolinelunden er med sine mange forskelligartede boliger et projekt, som vi føler os overbeviste om vil appellere til flere forskellige målgrupper. Samtidig er Fredericia med sin beliggenhed en særdeles attraktiv by at bo i. For du kan hurtigt og enkelt komme til øvrige dele af Jylland, ligesom det ikke tager længe at komme til Fyn eller Sjælland. Dermed kan byen være ideel for mange pendlere, siger Peter Olsson.
Hos NRE Denmark glæder de sig også over, at der netop er holdt rejsegilde for de 143 boliger.
- Det er stor en fornøjelse at fejre endnu et rejsegilde sammen med AP Pension. Rejsegildet er samtidig en god lejlighed til at sige tak til alle håndværkere og øvrige aktører i og omkring projektet. Vi er på et stadie i byggeriet, hvor vi tydeligt kan se og fornemme forandringen fra en bar mark til nyt boligkvarter. Vi ser frem til at fortsætte arbejdet og aflevere et rigtigt flot byggeri til AP Pension i nogle flotte omgivelser, siger Kurt Laursen, teknisk direktør i NRE Denmark.
Fredericias borgmester, Steen Wrist, følger med interesse den løbende udvikling af Carolinelunden, som borgmesteren tror vil bidrage til en fortsat udvikling af kommunen.
- Det er vigtigt for Fredericia Kommune, at der bliver opført moderne og attraktive boliger, som kan tiltrække nye borger, men som også giver nye muligheder for vores nuværende borgere. Med boligerne i Carolinelunden får Fredericia nye interessante boligmuligheder, som er med til at fortsætte udviklingen i kommunen. Jeg har fulgt opførelsen af Carolinelunden fra tæt hold, og jeg ikke i tvivl om, at det kommer til at bidrage positivt til området, siger Steen Wrist.