NRE opfører 126 boliger for AP Pension i Aarhus

NRE Denmark A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast
22. august 2017
Om kort tid tager NRE Denmark første spadestik til en ny etape med 126 boliger i Risskov Brynet, Aarhus. Byggeriet opføres for AP Pension og er kendetegnet ved at have en fornuftig husleje på en attraktiv beliggenhed.
Den nye etape igangsættes samtidig med, at næsten alle de 295 tidligere opførte lejligheder er ved at være udlejet.
 
- Vi har fra begyndelsen oplevet meget stor efterspørgsel efter vores lejligheder i Risskov Brynet. Det har været en succes at bygge gedigne boliger med en attraktiv placering og til en fornuftig husleje. De er nærmest blevet revet væk, siger direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson.
 
Den allerede opførte del af AP Pensions byggeri i Risskov Brynet består af 295 boliger fordelt på en række villalejligheder tættest mod det eksisterende villakvarter, to slanger med etageejendomme i 2 til 5 etager samt et punkthus på 7 etager. Den kommende etape, som nu påbegyndes, består af yderligere 126 lejelejligheder i to boligslanger fordelt på etageejendomme og endnu et punkthus.
 
- I etableringen af ejendommene har vi sikret os, at den visuelle leg med materialerne giver hver enkelt opgang sin egen identitet, også selvom der er mange boliger samlet på ét sted. Det skaber et interessant perspektiv og giver byggeriet et moderne og æstetisk udtryk, fortæller Peter Olsson. 
 
Etableringen af næste etape af byggeriet i Risskov Brynet sker i samarbejde med totalentreprenøren NRE Denmark.
 
- Vi er glade for endnu en gang at arbejde sammen med AP Pension om et moderne og spændende boligprojekt. Vi ser frem til at opføre næste etape af Risskov Brynet, som vil byde på gode boliger tæt på både skøn natur og det pulserende byliv, og hvor mange af lejlighederne har udsigt over Aarhusbugten, Midtbyen og Mols Bjerge, siger adm. direktør Jacob Eiskjær Olesen fra NRE Denmark.
 
- Med Risskov Brynet har vi skabt attraktive boliger for beboerne i Aarhus og at dømme efter den store efterspørgsel, så har vi ramt rigtigt. Jeg er derfor glad for, at vi dels er med til at skabe nyt liv i et tidligere industrikvarter til glæde for områdets beboere og dels sikre vores kunder et solidt afkast af deres pensionsinvestering, tilføjer Peter Olsson.
 
For yderligere oplysninger kontakt:
Peter Olsson, direktør AP Ejendomme, +45 20 98 50 18
Jacob Eiskjær Olesen, adm. direktør NRE Denmark A/S, +45 29 26 85 79

Yderlige beskrivelse af byggeriet: www.brynet-risskov.dk
NRE Denmark A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast