NRE Denmark afleverer 102 lejelejligheder til AP Pension i Valby

NRE Denmark A/S Trelleborggade 3 DK-2150 Nordhavn
27. november 2017
NRE Denmark A/S har netop afleveret 102 lejelejligheder i Valby til AP Pension. Det nye boligområde Kløverbladsparken ligger i Valbys gamle industrikvarter ved Ny Ellebjerg Station. De nye beboere rykker ind fra den 1. december.
Byggeriet er opført som karré- og rækkehuse i varierende højde i op til seks etager. Lejlighederne er 60-175 kvadratmeter med blandt andet fælles tagterrasser og et attraktivt gårdmiljø.

Jacob Eiskjær Olesen, adm. direktør NRE Denmark A/S, siger: ”Det har været en fornøjelse at kunne bidrage til at udvikle Valbys gamle industriområde til et moderne boligområde med arkitekttegnede bygninger og energivenlige lejligheder, der både ligger så tæt på centrum og tæt på grønne områder.”

Siden AP Pension åbnede op for udlejning af de 102 lejligheder i det Arkitema Architects-tegnede boligbyggeri tæt på Valby Parken, er det strømmet ind med boligansøgninger, og stort set alle boligerne er allerede udlejet.

Peter Olsson, der er direktør i AP Ejendomme, udtrykker stor tilfredshed med projektet: ”Vi ønskede at skabe et miljø i harmoni med det historiske industrikvarter, som bød på moderne og alsidige boliger med en utroligt spændende arkitektur. Vi mener, at vores bidrag har klaret netop dette. Når vi samtidig kan sikre vores pensionskunder et godt afkast, vinder alle parter.”

Ejendomsforvaltningsselskabet DEAS står for både udlejning, administration og drift. Udlejningschef i DEAS, Lasse Rüsz, har bemærket, hvordan efterspørgslen har været høj, lige siden udlejningen startede i foråret 2017. Han siger: ”Valby er blevet et yderst attraktivt område at bo i som følge af byudviklingen. Samtidig ligger de 102 lejligheder centralt, ikke langt fra Toftegårdsplads og med kun 10 minutter til Rådhuspladsen med S-tog, bil eller cykel.”

Fakta
  • Kløverbladsparken består af 102 lejelejligheder med beliggenhed i Ny Ellebjerg-området i Valby.
  • Mere end 150 lejere flytter ind den 1. december 2017 i de 102 boliger, som er på 60-175 kvadratmeter.
  • Kløverbladsparken ligger på hjørnet af Carl Jacobsens Vej og Kløverbladsgade tæt på Valby Parken.
  • AP Pension ejer bygningerne, NRE Denmark A/S har været totalentreprenør, DEAS står for både udlejning, administration og drift af ejendommen mens Arkitema Architects har tegnet byggeriet.
  • Se illustrationer af lejlighederne og læs mere om Kløverbladsparken på www.kløverbladsparken.dk.
 
For yderligere information kontakt:
Peter Olsson, direktør AP Ejendomme, tlf. 20 98 50 18
Lasse Rüsz, afdelingschef DEAS, tlf. 27 78 38 80
Søren Bjørn Katholm, direktionsassistent NRE Denmark A/S, tlf. 31 44 15 95
NRE Denmark A/S Trelleborggade 3 DK-2150 Nordhavn