The Silo vinder international pris

NRE Denmark A/S Trelleborggade 3 DK-2150 Nordhavn
6. juni 2018

The Silo i Københavns Nordhavn høster stor anerkendelse med en international pris som bedste højhus i Europa i 2018. Byggeriet var en af de i alt fem europæiske finalister i konkurrencen om CTBUH 2018 Awards. Konkurrencen er blevet afholdt af The Council on Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH), som er verdens største organisation inden for højhusbyggeri.
 
The Silo vandt prisen i konkurrence mod en række langt større højhusbyggerier i både London, Berlin og Paris. Dommerpanelets begrundelse lød: "The Silo eksemplificerer vigtigheden af at renovere byers oprindelige strukturer med øje for både miljømæssig bæredygtighed og en etisk og visionær tilgang til at bevare kulturarven.”

Forvandlingen af den gamle kornsilo er sket i tæt samarbejde mellem arkitektvirksomheden COBE og bygherrene Klaus Kastbjerg og NRE Denmark. NRE Denmark har også haft rollen som totalentreprenør.
 
Projektchef Caroline Nagel fra COBE siger: ”For os som arkitekter er noget af det sværeste ved et projekt som dette, at vi allerede havde forelsket os i den gamle struktur. Den gamle kornsilo var en massiv, slank og æstetisk bygning, og opgaven var at forvandle den til et beboeligt hus, samtidig med at vi bevarede siloens gamle sjæl. Med byggeriet viser vi, hvordan det er muligt at skabe unik arkitektur, samtidig med at man bevarer nogle af byens gamle strukturer.”
 
Adm. direktør Jacob Eiskjær Olesen fra NRE Denmark A/S siger: ”Omdannelsen af den gamle struktur gav betydelige udfordringer. Der skulle skæres mange åbninger for at bringe lys ind i bygningen, samtidig med at vi skulle sikre strukturen og kompensere for ret store skævheder i den gamle bygning. I rollen som både totalentreprenør og bygherre kunne vi sikre, at de arkitektoniske visioner rent faktisk var til at bygge.”
 
Den anden af de to bygherrer, Klaus Kastbjerg fra Unionkul Holding, siger: ”Den opmærksomhed, som The Silo nu får, viser, at det i høj grad giver mening at forfølge en drøm. I det her tilfælde var drømmen at bevare et af Nordhavns unikke vartegn og bringe det ind i en ny tidsalder. Vi fik selvfølgelig nogle overraskelser undervejs, men samlet set mener vi, at projektet viser en vej fremad for renovering af gamle industrikvarterer i byerne.”
 
Prisoverrækkelsen foregik den 30.-31. maj i Chicago i forbindelse med den årlige 2018 Tall+Urban Innovation Conference.
 
Yderligere oplysninger:
Pressekontakt NRE Denmark A/S:
Søren Katholm
Mobil: +45 31 44 15 95
Mail: sbk@nre.dk
 
Pressekontakt COBE:
Stine Lund Hansen
Mobil: +45 27 29 24 42
Mail: slh@cobe.dk
 
 
Fotos kan downloades her:
Foto 1: http://www.nre.dk/sites/default/files/thesilo1.jpg    
Billedtekst: The Silo i Nordhavn har vundet prisen som bedste højhus i Europa i 2018 (foto: COASTARC /R. Hjortshøj).

Foto 2: http://www.nre.dk/sites/default/files/thesilo2.jpg   
Billedtekst: Den gamle kornsilo blev udvendigt beklædt med isolering og speciallavede stålelementer (foto: COASTARC /R. Hjortshøj).

Foto 3: http://www.nre.dk/sites/default/files/thesilo3.jpg   
Med rå betonvægge og moderne design giver The Silo en helt unik oplevelse af by, vand og himmel.

Foto 4: http://www.nre.dk/sites/default/files/thesilo4.jpg   
Klaus Kastbjerg ved prisoverrækkelsen i Chicago. I baggrunden ses fra venstre Caroline Nagel (COBE) Anne-Louise Kastbjerg (Unionkul Holding) og Steve Watts (CTBUH).

NRE Denmark A/S Trelleborggade 3 DK-2150 Nordhavn