Så blev det første spadestik taget til ALPIs nye logistikcenter ved Hammerum. Borgmester Lars Krarup hjalp til med den officielle igangsættelse af byggeriet – sammen med yngste elev hos ALPI, Casper Ladefoged Sørensen samt Bo Olesen, NRE Denmark A/S og Niels Arne Markussen, ALPI.
Byggeriet på 7900 kvm er første etape af en udflytning af ALPIs aktiviteter fra Lind. Næste etape kommer til at omfatte 8000 kvm lagerhotel og 3500 kvm administrationsbygning.
Det var en glad og stolt Niels Arne Markussen, der som adm. direktør for ALPI kunne konstatere, at byggeriet af det nye logistikcenter nu officielt er i gang. – Vi har glædet os til denne dag, lige siden vi besluttede os for at bygge nyt domicil for over et år siden. Processen med at udvælge den rette løsning for os har været meget spændende, men også tidskrævende. Nu overlader vi trygt til NRE Denmark at styre byggeriet og den tidsplan, der skal holdes, således at første etape står klar til indflytning i sommeren 2016, udtalte Niels Arne Markussen i forbindelse med begivenheden.
Borgmester Lars Krarup udtrykte i sin tale stor tilfredshed med, at ALPI fortsætter aktiviteterne i Herning Kommune.
-ALPI er ikke bare en stor virksomhed, men også en betydende virksomhed, som er meget engageret i vores lokale og regionale område. Jeg håber, at I har kræfter til at fortsætte jeres engagement her i området, udtalte Lars Krarup.
Bo Olesen fra totalentreprenøren NRE Denmark noterede sig, at regnbuen denne formiddag netop endte på den nye ALPI grund, og at det da kun kunne være et godt tegn for fremtiden, da vi jo alle ved, hvad der findes for enden af regnbuen.
ALPIs tredje lokation
Det hele startede i 1992 på Hammershusvej i Herning, hvor Niels Arne Markussen, sammen med tidligere kollegaer fra Samson Transport, grundlagde ALPI i Danmark. I starten håndterede tre medarbejdere transporterne til og fra Italien. I 1997 opførte man i Lind nye kontorer og terminaler og flyttede aktiviteterne hertil. Der er udvidet og bygget til i Lind ad flere omgange, i takt med at ALPI har udvidet aktiviteterne og medarbejderstaben, der nu tæller over 100 medarbejdere alene i Lind. Det nye byggeri vil dermed være den tredje lokation for ALPI her i Herning kommune – og også den helt klart største. Når logistikcenteret står færdigt, vil det være mere end dobbelt så stort som ALPIs nuværende bygninger i Lind.
Fremtidens byggeri – fremtidens medarbejdere
Netop størrelsen af det næsten 20.000 kvm store logistikcenter signalerer, iflg. Niels Arne Markussen, at ALPI fortsat har vækstplaner. – Vi får optimale forhold for godshåndtering i den nye terminal, ligesom det giver os mulighed for at udvikle vores forretningsområder yderligere. Vi har med dette byggeri valgt at placere ALPIs fremtid her i Herning, hvor virksomheden jo startede i 1992, fortæller Niels Arne Markussen.
Som et tydeligt tegn på fremtiden og fremtidens medarbejdere, var en del af ALPIs nuværende 12 elever til stede.
Yderligere information, ALPI:
Niels Arne Markussen, adm. direktør, tlf. 96 27 60 16
Pressekontakt, NRE Denmark A/S:
Betina Ramsgaard Sørensen, mobil 40 14 19 71
Øvrige henvendelser NRE Denmark A/S:
Søren Legind Larsen, projektleder, tlf. 87 12 49 50
Første spadestik er taget til ALPIs nye logistikcenter. Borgmester Lars Krarup hjalp til med den officielle igangsættelse af byggeriet – sammen med Bo Olesen, NRE Denmark samt yngste elev hos ALPI, Casper Ladefoged Sørensen og Niels Arne Markussen, ALPI (Foto: ALPI)
NRE Denmark er baseret på 25 års erfaring inden for bygge- og ejendomsbranchen. Som totalentreprenør tager NRE Denmark ansvar for den samlede proces fra ideskabelse til myndighedskontakt, udlejning, byggeri og salg.