Nytårshilsen - Et på mange måder specielt år
NRE Group A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast
29. december 2020
» Kære medarbejdere, kære samarbejdspartnere, kære netværk og kære alle som følger NRE
2020 har på mange måder været et anderledes år på grund af coronapandemien. Særligt i den forstand at smitte, restriktioner, mundbind, håndsprit og det at holde afstand har præget vores hverdag. Det har tvunget os til at tænkte nyt og være omstillingsparate i den måde, som vi normalt har drevet vores mødeaktiviteter, kontorer og byggepladser på, og det har krævet en ekstraordinær indsats. Jeg vil derfor gerne sige en stor tak til vores fantastiske medarbejdere, som har ydet en ekstraordinær indsats og samtidig passet godt på hinanden og andre.
Vi kigger også tilbage på et godt NRE-år, som har været præget af travlhed i form af både opstart og afslutning af byggeprojekter rundt om i landet, heriblandt Plantorama i Tilst og Hørsholm, Rema 1000 i Ikast og Ølgod, Bones i Randers, Ravnsøvej i Risskov, Havneøen i Vejle, The Residence CPH i København, Teaterhaven i København og DLG’s nye hovedsæde i Fredericia. Det er alle projekter og samarbejdsrelationer, som vi er stolte af.
2020 blev også året, hvor vi solgte Latinergården i Aarhus til PenSam - et boligprojekt vi igangsatte i 2015, afleverede i 2018 og driftede i perioden 2018-2020.
NRE har bevist, at vi som organisation hurtigt kan tilpasse os og optimere vores processer og arbejdsgange. Så selvom 2020 har været anderledes, synes jeg, at der er kommet rigtig meget godt ud af det sidste år, som er værd at tage med ind i et forhåbentligt mere normalt 2021.
Der er dog flere ting i NRE, som vi husker at tage med ind i 2021. Samarbejde er et nøgleord for os, og vi skal huske på, at vi med vores slogan ”Let’s build together” arbejder for at opnå langvarige og tillidsbaserede relationer med både kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere. Det er hele grundfilosofien i NRE. Det er netop disse tillidsbaserede relationer, som har været med til at bære os sikkert igennem et udfordrende 2020.
Jeg er oprigtig glad, når jeg med ro i stemmen kan sige, at gamle relationer er fastholdt og nye relationer er skabt. Vi har i 2020 formået at udvide vores samarbejdsrelationer, ikke kun i Danmark, men vi har ligeledes skabt et godt fundament med velbeliggende boligprojekter og stærke samarbejder i både Norge og Sverige.
Jeg vil gerne slutte af med at sige en stor tak til alle dem, som har vist interesse i vores projekter.
Tak for fællesskab og følgeskab til vores gode kunder, dygtige samarbejdspartnere og loyale og kompetente medarbejdere - det er jer, der er med til at skabe det NRE, vi er stolte af.
Vi ser frem til et nyt år med endnu flere spændende projekter, og håber, at det bliver året, hvor vi igen kan komme hinanden ved. På gensyn i 2021!
Jeg ønsker jer alle et godt nytår.
De bedste nytårshilsner
Jacob Eiskjær Olesen
Partner & adm. direktør «