NRE udvider Plantorama i Hillerød
NRE Denmark A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast
1. oktober 2021
NRE Denmark A/S er påbegyndt byggeriet af en 4.800 m2 stor udvidelse af det eksisterende Plantorama havecenter i Hillerød. Den nye tilbygning er en såkaldt rovero, hvoraf 1.250 m2 bliver et højlager og 3.450 m2 bliver en overdækket haveplanteafdeling, hvor taget kan åbnes og lukkes efter behov. I forbindelse med udvidelsen øges det samlede parkeringsantal til 500 p-pladser.
Tue Akstrup Jensen, projektchef hos Plantorama, siger: ”Vi vil gerne give vores kunder en oplevelse hver gang, at de besøger Plantorama. Den nye tilbygning gør det muligt at introducere et større sortiment i vores butik i Hillerød med plads til endnu flere gode kundeoplevelser. Vi har valgt at arbejde videre med NRE som vores samarbejdspartner, fordi vi føler os trygge ved at overlade styringen af byggeriet til dem.”
I forbindelse med udvidelsen er prioriteret flere miljø- og energibesparende tiltag som solcellepaneler og regnvandsopsamlingsanlæg på tilbygningens tage.
Jacob Eiskjær Olesen, adm. direktør hos NRE Denmark, siger: ”Vi er glade for, at Plantorama har valgt at fortsætte samarbejdet med NRE. Det er en stor fornøjelse at få lov til at stå for en så markant udvidelse af et allerede velfungerende center, som samtidig bliver landets største, når tilbygningen står færdig.”
Med udvidelsen bliver Plantorama i Hillerød landets hidtil største havecenter på i alt 14.800 m2. Den nye tilbygning opføres i totalentreprise af NRE Denmark, og forventes at stå færdig i foråret 2022. Plantorama holder åbent under byggeriet.