NRE og Kirk Property sælger boligtårn på Havneøen
NRE Denmark A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast
1. december 2021
Konsortiet Havneøen E+G A/S, hvis ejerkreds består af Kirk Property A/S og NRE Real Estate Denmark A/S, har indgået aftale om salg af en 7 etagers boligejendom på Havneøen i Vejle til en lokal investor. Parterne kan med salget samtidig melde udsolgt på deres fælles projekt, som er beliggende på havnefronten direkte ud til Vejle Fjord.
Det knap 2.800 kvm store boligtårn med 30 lejligheder stod færdig i april 2020, som en del af opførelsen af anden etape i områdets samlede udvikling til et eksklusivt kvarter tæt på Vejle midtby. Lejlighederne varierer i størrelserne fra 71 til 177 kvm. Ejendommen sælges fuldt udlejet.
”Vi er nu ved vejs ende i forhold til udvikling og idriftsættelse, og det er derfor en fornøjelse at kunne overdrage et kvalitetsbyggeri med masser af lys, luft og skønne udsigter fra alle lejligheder. Vi har udviklet ejendommen til et punkt, hvor det giver mening for os at sælge. Det er den korte salgsproces på under 14 dage et godt eksempel på. Vi er meget tilfredse med projektets forløb, og stolte over nu at kunne sælge en fuldt udlejet og driftet ejendom. Der skal lyde en særlig tak til Kirk Property for et godt og tillidsfuldt samarbejde” siger Jonas Anders Olesen, direktør i NRE Real Estate Denmark.
”Hos os i Kirk Property er vi glade for at kunne overdrage en fuld udlejet og velfungerende ejendom til en lokal investor. Kirk Property har stået for udviklingen af hele Havneøen. Vores ambition har været at udvikle og sikre sammenhængen af hele Havneøen, hvor vi pt. er i gang med tredje og sidste etape, der endeligt afslutter projektet, der blev igangsat i 2008” tilføjer Flemming Hoff, ejendomsdirektør i Kirk Property.
Havneøen består indtil videre af 6 boligtårne i varierende højder. Alle opført af NRE Denmark A/S som totalentreprenør, der ligesom NRE Real Estate Denmark A/S er en del af udviklings- og entreprenørkoncernen NRE Group A/S. Kirk Property er i gang med tredje og sidste etape, som omfatter et yderligere boligtårn samt et større Zleep Hotel og en Enzo & C restaurant. Etape 3 er planlagt til at stå færdig i 2023, og vil samtidig markere den endelige færdiggørelse af udviklingsområdet Havneøen Vejle. Kirk Property er 100% ejet af Kirk Kapital A/S, et investeringsselskab ejet af familien Kirk Johansen.
Salget af ejendommen er formidlet af erhvervsmæglerfirmaet Halberg & Olsen.