NRE afleverer endnu en etape i Silkeborg
NRE Denmark A/S Finsensvej 3 DK-7430 Ikast
7. marts 2022
I starten af marts afleverede NRE Denmark anden etape af byudviklingsprojekt Søtorvet centralt i Silkeborg til AP Ejendomme. Med afslutningen af anden etape står nu yderligere 60 bæredygtige og svanemærkede boliger klar til indflytning. Når byggeriet på Søtorvet står færdigt, vil ejendommen bestå af i alt 286 boliger.
Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, glæder sig over, at endnu en etape af Søtorvet nu er afsluttet, med indflytning for nye lejere og ejere allerede fra den 1. marts.
- Vi er meget begejstrede for vores byudviklingsprojekt i Silkeborg. Derfor er vi naturligvis også meget glade for, at NRE Denmark endnu en gang har afleveret boliger på Søtorvet, der til fulde lever op til vores forventninger. Vi er helt overbeviste om, at de 60 nye boliger kommer til at danne nogle gode rammer – både inde og ude – for de kommende beboere. Vi er stolte af, at alle
lejeboligerne i anden etape er udlejet, mens godt halvdelen af ejerboligerne er solgt. Det bekræfter, at vi så rigtig, da vi besluttede os for projektet på Søtorvet, og som NRE Denmark realiserer på bedste vis, siger Peter Olsson.
De kommende beboere i de nyopførte boliger kommer til at bo i centrum af Silkeborg med naturen lige udenfor døren i et område, der allerede summer af liv.
Peter Olsson fremhæver C.F. Møller Architects, der er arkitekterne bag Søtorvet.
- Med sin placering mellem Papirfabrikken og Silkeborg Langsø har Søtorvet en fænomenal placering. Vi har at gøre med et af de mest centrale og synlige steder i Silkeborg, så den arkitektoniske kvalitet må vi ikke gå på kompromis med, og den opgave er flot løftet af C.F. Møller Architects, som man nu med selvsyn kan se. Det er en perle midt i Silkeborg, hvor beboerne hver dag kan nyde naturen samtidig med, at de er midt i Silkeborgs hyggelige handelsliv. Jeg er samtidig meget glad for, at Søtorvet er inkluderende og socialt bæredygtigt sted, hvor folk udefra også kan benytte sig af den offentlige bypark. Det er vigtigt at vores projekter kan rumme alle slags mennesker, fortæller Peter Olsson.
Totalentreprenøren NRE Denmark A/S, der fra starten har stået for opførelsen af AP Ejendommes projekt på Søtorvet, er meget tilfredse med afleveringen af anden etape af byudviklingsprojektet.
- Som totalentreprenør er vi meget tilfredse med, at vi kan afslutte endnu en etape på Søtorvet. Det er et spændende og ambitiøst projekt, som AP Ejendomme opfører på Søtorvet, og vi er glade for, at vi kan stå for realiseringen af boligområdet. Vi er sikre på, at Søtorvet vil bidrage positivt til Silkeborgs fortsatte udvikling, siger Jacob Eiskjær Olesen, adm. direktør hos NRE Denmark.
Opførelsen af Søtorvet er efter planen endeligt afsluttet i løbet af 2024. I alt er fem ud af otte boligtårne nu opført på Søtorvet.